Tobemeisteren

Fra jeg var omkring de 6-7 år og til jeg var 15(ish) gik jeg dagligt i en fritidsklub. Selvom den hedder Ungdomsgården Hånbæk, kalder vi, der gik der meget, den bare for “klubben”. Mine aktiviteter i klubben var alt fra rundbold og stratego over computerspil på Amiga eller Nintendo til “Magic-kort” med de lidt ældre drenge.

Og så teater. Min far var som regel instruktør og jeg husker stadig hans mantra: “TAL. HØJT. OG. TY-DE-LIGT!” Det startede med små statistroller som enten trold eller nisse, men de blev efterhånden større og til sidst havde jeg næsten altid hovedrollen. Det var ikke nepotisme (i hvert fald ikke i så høj grad…), for jeg var en af de bedste (læs: den bedste) til at lære mine replikker og samtidig en af de mere scenevante – det er ikke alle børn der har det lige godt med at optræde foran alle de andre børn i klubben plus forældre og pædagoger…

Den erfaring jeg fik i klubben gjorde, at jeg fik diverse statistroller i forholdsvis store (omend stadig lokale) teaterstykker. Da jeg var omkring 13 år arbejdede jeg på et hemmeligt projekt. Jeg havde besluttet mig for at skrive mit eget teaterstykke… Hvor svært kunne det være? Så jeg gav mig flittigt til at forfatte “Kim og Komputeren” på min pentium2 med 350 mHz… Resultatet blev et stykke der handlede om Kim, som fik noget high-tech computerudstyr – et par briller han tog på – og vupti så var han i en helt anden… Virtual reality, baby! Og den virkelighed blev han jo selvfølgelig helt fanget af.

Det endelige produkt fremlagde jeg for instruktøren (min far), som var ganske imponeret. Til teater i klubben plejede vi altid at læse stykkerne på inden vi besluttede os for, hvilket stykke vi mest havde lyst til at opføre. Min far læste mit stykke op og spurgte hvad de andre syntes. De fleste proklamerede at det da klart var et vi skulle opføre! Det havde nok noget at gøre med, at det var noget helt andet end traditionelle teaterstykker og samtidig var skrevet med “ungdommelige øjne”. 13-årige Tobias forholdt sig tavs, indtil faderen min røbede, med slet skjult stolthed, at det var mig der havde skrevet stykket – naturligvis til alles store forbavselse. Husker jeg rigtigt fik jeg vist også en klapsalve… Eller også har jeg bare fået storhedsvanvid. Stykket blev opført i klubben og også vist på teaterfestivallen.

En af de årligt tilbagevendende traditioner i forbindelse med opførelsen af et teaterstykke i klubben var den føromnævnte “teaterfestival”, som blev afholdt i København over en hel weekend. Her kom fritidsklubber og amatørscener fra hele landet og opførte deres forskellige stykker for hinanden. Os fra klubben overnattede på en lokal fritidsklub og der var altid liv og glade dage. Jeg mindes bl.a. at der blev spillet “Ånden i Glasset” (uden de voksnes velvidende naturligvis), en del Quake- og GTA-nørderi, samt en del kærsteri – især fra min side af!

Da jeg kom op i teenageårene startede jeg ved Frederikshavn Amatørscene, hvor jeg i starten ikke blev så udfordret (det var mildest talt en AMATØRscene (fred være med det)). Men det skulle snarligt ændre sig, da en ny instruktør indtog scenen…

Fortsættes…