Tobemeisteren

Tidligere her på bloggen blev den fantastiske serie ‘Oz’ anmeldt og fik topkarakter. I anledningen af at jeg er ved at gennemse ‘The X-files’ (eller den en anelse mere fesne danske titel: Strengt Fortroligt) er en anmeldelse af denne superbe serie vist også på sin plads…

Da jeg var lille så jeg ikke specielt meget X-Files da det kørte i tv, hvilket selvfølgelig havde noget at gøre med min unge alder… Undtagelserne var nogle episoder da jeg blev ældre og før dét på den årlige ‘efterårslejr’ med ‘klubben’, en ungdomsklub jeg gik i da jeg var 6-14 ca. Efterårslejren foregik altid i skolernes efterårsferie i nogle hytter i feriemekka’et Skallerup Klit og der var masser af hygge, men især uhygge i form af ‘Gasmarmanden’ – en urban legend nogle af pædagogerne (højst sandsynligt min far) havde opfundet… Gasmarmanden havde en lang og grusom livshistorie og endte med at blive brændt levende i en ovn (eller lignende – det er virkelig lang tid siden og der har været utroligt mange variationer af historien ).

Anyways, når det blev aften og mørkt gik vi ud og ’spøgte’ – dvs. bankede på de andre hytters ruder, kiggede ind af vinduerne mens vi havde uhyggelige masker på etc. Det var dog mest vores egne 5-6 hytter vi spøgte hos og det var selvfølgelig et fedt kick både at skræmme og at blive skræmt, men også at gå rundt i mørket og aldrig vide hvem der lå på lur derude… Samtidig var der altid én af nætterne et natteløb, hvor vi gik rundt i nærområdet og skulle finde poster med gåder der skulle løses og ledetråde til de næste poster… Ruten gik stort set ALTID igennem en kirkegård, hvor der selvfølgelig var en post der skulle løses, men også altid en eller flere af de voksne pædagoger klædt ud i sort og med scary masker… Nogle år ville vi gå inde på kirkegården og være ved at skide i bukserne, og pludselig ville han (=pædagogen klædt ud som Gasmarmanden eller lignende) bare gå bag os i samme tempo som os og være helt lydløs indtil en af os ville kigge bagud og skrige “AAARGGGH, GASMARMANDEN!!!”, hvorefter vild panik ville bryde ud og vi ville drøne afsted ud af kirkegården med Gasmarmanden lige i hælene… Andre år ville han gemme sig bag den der mur af sten der altid er på kirkegårde, som har et specielt navn jeg ej lige husker hvad hedder… Og da vi så så en person stå og ’spøge’ på den der mur et stykke væk troede vi at ‘det var det’, og ligesom vi var nået hen til udgangen af kirkegården ville den ‘rigtige’ Gasmarmand spring frem og skræmme os helt til døde… En af de mest skræmmende gange var dog da vi havde været gennem skoven (hvor udsædvanligt mange grene knækkede inde i mørket…) og kirkegården og havde vendt snuden hjemad, og var blevet enige om at det ikke var så specielt skræmmende i år. Da gik vi i stille og roligt tempo og snakkede om Gasmarmanden og om ‘hvordan han mon egentlig så ud’, hvorefter en sagde (tror det var min søster): “der går altså nogen bag os!” og de andre ville sige “nej der gør altså ikke” (sikkert min far igen!!). Hun sagde igen: “Jo der gør altså!!” og så var der en anden der også fik øje på ham og sagde “Jo der gør altså”. Så faldt ti-øren for os andre der fik øje på ham 20-30 meter væk og pludselig begyndte vedkommende at småløbe. Jeg tror nok lige vi fik benene på nakken (alt imens vi skreg vores lunger ud)…

Okay, et lille sidespor, men der var lige en masse minder der kom frem, der skulle ud Pointen var at jeg ikke fik set så meget X-files. Men nu hvor jeg har rig adgang til alle ni sæsoner og har en del fritid på hænderne er jeg ved at se hele serien fra start til slut… Der er utroligt mange gode ting ved The X-files. Det første er selve emnet: det paranormale, gyselige ting, konspirationsteorier etc etc. Jeg har altid været draget til det mystiske og uforklarlige (hvilket vel ligger til menneskets natur), så allerede dér er linjen lagt…

Skuespillerne gør et fantastisk stykke arbejde. Både den altid tvivlende og utroligt irriterende Dana Scully, spillet af den labre Gillian Anderson, der ikke er meget for at tro på de beviser hun får serveret på et sølvfad, selvom hun selv i løbet af serien ender med at blive en del af det paranormale… Hendes kemi med konspirationsfanatikeren Fox Mulder, spillet af den ligeså smækre David Duchovny, slår simpelthen gnistrer på skærmen. De to FBI-agenter knytter et tæt bånd, men holder sig altid på grænsen mellem det professionelle og det lidt for intime… Samtidig er de heller ikke blege for at give hinanden kritik så det basker og ind imellem blive ret så småirriterede på hinanden. Ydermere er der den primære skurk ‘Cigarette Smoking Man’ og den småsure og bekymrede chef, der trods alt har hjertet på rette sted,’Walther Skinner’, spillet af henholdsvis William B. Davis og Mitch Pileggi.

Det er dog ikke kun de faste skuespillere, der imponerer. Castingen af de skuespillere, der medvirker i enkelte episoder er fuldstændig flawless. Alle spiller røven ud af buskerne! Det er også ganske sjovt at se skuespillere i serien der endnu ikke har fået deres gennembrud, fx Jack Black, Lucy Liu, Ryan Reynolds, Felicity Huffman, Seth Green, Luke Wilson, Shia LaBeouf, og folk fra diverse serier som ‘24′, ‘Battlestar Galactica’, ‘That 70s Show’ m.fl. I alle tilfælde lyser talentet ud af dem og det er uanset om de spiller ‘freaks of nature’ med uhyggelige egenskaber eller skræmte pårørende, der har været i nærkontakt af tredje grad…

Noget som også får X-files til at skille sig ud er dens produktion. Alt er topklasse: lyssætningen passer altid perfekt til stemningen uanset om det er en mørk hule, en tåget skov, eller en tophemmelig regeringsbygning med masser at skjule…

Der bliver også kælet for kameraet, både med vinkler og hvordan de kører med det frem og tilbage eller rundt og rundt – noget man især får øje på og anerkender efter man selv har været involveret i produktionen af en (kort)film og ved hvor besværligt det kan være!

Manuskriptet er dejligt forfriskende i den måde det griber de forskellige episoder an på. Typisk ser man sagen fra Mulder og Scully’s perspektiv, men nogle gange er agenterne perifære personer og man ser hele episoden gennem ‘freaksenes’ øjne. Andre gange er episoderne fuldstændigt absurd humoristisk anlagt og comedy-vinklen gør at man skraldgriner, højst sandsynligt fordi det står i så stærk kontrast til det ellers så skumle tema.

Rekvisitterne, settet, kostumerne, make-up’en, visual og special effects’ene… De er så detaljerede at det er så autentisk som overhovedet muligt. Det er topprofessionelt og igen er der kælet for alle detaljer over hele linjen – det må have kostet i dyre domme at få det hele til at være så gennemført.

Musikken er også altid i top og underbygger stemningen sublimt så hårene rejser sig på de helt rigtige tidspunkter… Præcis som når man ved Gasmarmanden ligger på lur og kan springe frem fra sit skjul hvornår det skal være…