Tobemeisteren

Yesh, en noget forsinket opdatering af den sidste dag i the US, eftersom jeg kom halvsent hjem tirsdag aften og vi skulle flyve tidligt onsdag morgen og jeg har været doven siden jeg kom hjem…

Dagen startede med en tur til ‘Cyclorama’ som er en beskeden udstilling om borgerkrigen (Nord vs Syd). Efter en halvkedelig film, hvis eneste lyspunkt var at den blev narrated af James Earl Jones (aka Darth Vader), blev vi ført ind i et auditorielignende rum, med en platform i midten. Rummet var en perfekt cirkel og væggen var et kæmpe (verdens største… sjovt som de siger alt derovre er verdens største…) oliemaleri, der forestillede et øjeblik i slaget med utroligt mange detaljer. Platformen begyndte langsomt at dreje rundt, mens vores vært fortalte om de ting, som små projektorer lyste på. Det mest imponerende var dog at foran maleriet (dvs. imellem maleriet og den roterende platform vi sad på) stod en masse voksfigurer, rekvisitter og landskab, som passede med billedet. Faktisk var det så godt lavet, at man ikke kunne se hvor maleriet sluttede og de virkelige ting begyndte! 3-dimensional, baby!

Efter Cyclorama kørte vi en tur gennem byen og forbi Atlanta’s ‘Capitol Hill’, hvor de korrupte politikere flirter med praktikanterne og forbyder danske fødevarer, for derefter at ende ved den lokale Taco Bell! Yarrr, det er niiiice!! Mexikansk inspireret fast food (burritos, taco shells, cheesy beefy melt mmmnnn) til en billig skilling. Kun five bucks for en menu

Næste punkt på dagsordenen var ‘the Margaret Mitchell House’ som var noget af en fis i en hornlygte… Det er hende som skrev ‘Borte Med Blæsten’ skulle I være i tvivl… Det var stort set bare hendes lortelejlighed (not so different from Godthåbsgade 45, 1tv actually…) med en masse replikationer af ting og sager, som de gik ud fra ville have været der i den tid. Og så en masse affekter som IKKE var fra den tid (fx toilettet og en masse anden ragelse). Ved siden af huset var der selvfølgelig et mini museum og en gift shop. Alt i alt noget spild af tid.

Sidste stop blev Georgia Tech, hvor vi lige skulle have en tour på min onkels arbejde. Vi var dog nær ikke kommet ind, fordi der sad en security ved indgangen og ville have os til at vise vores kort (á la dem vi har på AAU), men Henrik fik os dog ind med et overbevisende ‘I’m just taking them in for 5 minutes’. Word! Generelt var deres arkitektur og design rimelig shitty i forhold til fx K3, men til gengæld havde de nogle pænt avancerede robotter, så det går nok lige op… Noget der var lidt finurligt var, at de studerende havde hver deres lille område i et forholdsvist åbent kontorområde, hvor de kunne sidde og arbejde… Næsten en lille “cube” som man ser i forskellige film…

Aftensmaden skulle sluges på den berømte ‘Mary Mac’s Tea Room’, som blev startet i 1950′erne af en fat, black mama! Hvordan det lige er gået til i en tid, hvor sorte ikke havde mange rettigheder og dagligt måtte slås med racisme er mig lidt af en gåde. Faktum er dog at den blev populær og er blevet besøgt af mange store kendisser som fx Richard Gere og Dalai Lama – true story! Maden var dog kun nogenlunde, ikke det helt vilde… Standard!

Med maverne fulde forlod vi the tea room og jeg fik unloaded en stor del af mine småpenge hos en tigger, der sad lige rundt om hjørnet på vej mod restaurantens parkeringsplads… Strategisk placering! Resten af aftenen pakkede vi og fordøjede det sidste af vores drikke- og fødevarer, for at være klar til the long journey home

… sagde det og så var alle Toby’s penge lige pludselig væk… Hot damn!

Eftersom vi ikke kunne powershoppe i går pga. påskesøndag var vi i dag fast besluttede på at bruge nogle $$… Vi startede i og omkring CNN centeret for nogle specifikke ting vi ikke fik samlet op under første visit. Det viste sig sværere end forventet bare at komme ind i selve bygningen, fordi vejene omkring den var afspærrede (pga. oprydning/genopbygning efter el tornado).

Derefter kørte vi til Dillard’s ved Atlantic Station. Dillard’s er et stormagasin i stil med Salling og DÉR blev der gået til makronerne!! Efter omkring en times vandren i herreafdelingen havde jeg samlet en ordentlig bunke tøj på udsalg sammen til en samlet værdi af cirka $100, som jeg egentlig ikke havde tænkt skulle trækkes fra kontoen med mit VISA-kort… Oh well! Jeg fik i hvert fald noget for pengene, for der var 75% rabat på stort set alt det jeg købte (og det var mærkevarer). Nice!

Vi gør nu klar til sidste dag i morgen, inden vi tager afsted onsdag eftermiddag… Vi regner med at bruge den på at besøge Civil War-museet hernede (you know, Nord-vs-Syd krigen… den med Patrick Swayze! (I really wish I didn’t know that…)) og evt. tage en tur i poolen, som findes på taget af hotellet – hvis der altså ikke er minusgrader igen… Man ved sgu aldrig herovre, vejret er sgu ligeså lunefuldt som narrefisserne i Jomfru Ane Gade! I dag oplevede vi den måske koldeste dag herovre so far (og i går var det 25 grader), da det begyndte AT SNE ved middagstid… BRRR!! Ja, jeg kan jo ligeså godt vende mig til det, det er jo det som venter når jeg kommer hjem… Fordømt!

Endelig en dag hvor vi ikke skulle på kl. lort… Så jeg boblede til kl 11(ish) og gjorde mig klar til endnu et shopping spree! Vi kørte ud til Mall of Lennox, som angiveligt er et lidt mere “fancy” mall for det bedre borgerskab… Da vi kom derud måtte vi konstatere, at enten er det bedre borgerskab ikke-eksisterende eller også havde de lukket pga. påskesøndag.

Vi måtte dernæst “beregne en ny rute” (for at citere damen, der bor i vores Garmin GPS) og tænkte at vi kunne aflægge “Stone Mountain Park” (SMP) et besøg. SMP er en kæmpe klippe á la Ayer’s Rock som ligger i et flot naturområde (søer, træer og alt det der…). Man kunne vælge enten at gå derop (yeah right) eller tage en æh… hvad hedder de… lift! derop… For en anseelig sum penge forstås…

Vi valgte dog at blive nede og undersøge det som lå ved foden i stedet. Her var masser af interessante butikker á la “det gamle vesten” (eller “det gamle østen” om man vil, høhø), som fx en glaspuster, en læderbutik, en good ol’ fashioned slikbutik hvor de lavede deres egen slik og mange flere… Vi købte os fattige i souvenirs og da vi kom til enden fandt vi et stort grønt område omhyllet af træer tæt ved klippen med en sø ikke langt fra, hvor folk sad og hyggede med deres familie… Rigtig idyllisk. Det var nu meget rart med nogle naturlige omgivelser for en gangs skyld.

Inden vi kørte til den nærmeste Kroger’s (24-timers supermarked ca. fire gange så stort som Føtex…) tog vi lige forbi den lokale Starbucks ved SMP. Der er satme Starbucks OVERALT… Der må være penge i skidtet…

Crazy fact om stenen: der er hugget et ret stort billede i en af siderne af stenen af tre mænd der rider på heste… Modig og tålmodig mand der har mejslet det, må man sige!!! Billede følger på facebook når jeg kommer hjem… Ja, det gælder jo sådan set alle billederne, så glæd jer

Den niende dag var en stille og rolig dag, hvor vi brugte stort set hele dagen på at køre tilbage til Atlanta… Selve turen tog omkring fem timer og da vi kom hjem skulle vi jo sætte uret en time frem og så var det jo pludselig tid til aftensmad…

Vores rejse førte os dog gennem både Mississipi og Alabama, så nu kan jeg jo sige at jeg har været i de stater også (Jeg har allerede opdateret mit ‘Where I’ve Been’ kort på facebook ). Vi fik os en lille sandwich på en Subway i Jasper, Alabama – rock on! Det var dog ‘Sweet Home, Georgia’ da vi kom hjem og thank God for that…

Om aftenen ladede vi op til lørdagen, hvor dagsordenen var forlystelsesparken Six Flags og en basketkamp mellem Atlanta Hawks og Orlando Magic!

Dagen startede med at lede efter et sted at få morgenmad… Hvilket viste sig at være ualmindeligt svært!!! Den lille grå og kedelige lorteby Memphis med 650.000 indbyggere havde sgu intet at tilbyde!! Vi måtte tage til takke med morgenmad på BURGER KING og det var da en slem fejltagelse… Fy for satan!! Det de kalder ‘french toast’ er et eller andet fedtet hvede dyppet i friture i mindt 5 minutter… Føj! Vi måtte levne 90% og købe nogle doughnuts på en tankstation i stedet…

Turen gik derefter til Graceland, home of the King himself (Elvis)! Vi fik udleveret en lille player med tilhørende høretelefoner og kunne vha. et display vælge mellem forskellige indspillede lydoptagelser afhængigt at hvor man var henne i hans hjem… Selve hjemmet var rimelig imponerende, taget i betragtning at det står som det gjorde da Elvis indrettede det i starten af 70′erne… Bl.a. the jungle room, køkkenet med to fjernsyn, et stofbetrukket poolrum og en bar i kælderen er bare nogle af de rum Mr. Presley fornøjede sig i.  Hans gravsted var sjovt nok rimelig crowded, men nogle rimelige billeder fik vi dog. En voksen mand stod tæt ved og kneb en tåre… Dér tænkte jeg godt nok “aaah, come on dude! get a fucking grip!” tør øjnene og tag en kiks…

Et par souvenirs rigere i gift shoppen og turen gik videren til Mississipfloden, hvor vi skulle på en lille boat ride… Det var vel fint-fint, men stadig jævnt kedeligt… Nu har vi prøvet det i hvert fald… Om aftenen gik vi forbi HOOTERS og jeg overvejede om jeg skulle købe en mini t-shirt til en kvindelig bekendt derhjemme, som har bedt om en souvenir, men de havde desværre kun de almindelige t-shirts og ikke de små, stramme tank tops som servitricerne går rundt med… (Sorry Taz!)

Om aftenen tog vi igen ind i Beale Street og hørte noget blues, der var på det jævne… Jeg sad dog mest og var i et halvsløjt humør, fordi jeg savnede mit crew, mit posse, the guys (og gals)! Så jeg kunne ikke nyde det, men ser frem til at party on med dem, when I return!!!

Okay, jeg skal forsøge at gøre det kort eftersom jeg er pissetræt og har en lang dag i morgen… Anyways, her er et referat af dag 7.

Vi stod tidligt op på hotellet og spiste morgenmad med omkring 30 andre i et lokale beregnet til 20… Så der var lidt ‘crammed’, men der var mini-doughnuts som hjalp til at opveje det… Mnnnn… Nå, men vi tog Chevy’en og kørte mod den verdensberømte by, Memphis.

Vi ankom til The Double Tree Hotel, som er et hotel under Hiltonkæden, ved frokosttid og gik på den nærmeste restaurant for at kværne noget føde… Det viste sig at være en Denny’s, og jeg var nødsaget til at bestille en ‘Ultimate Omelette’ pga. en episode fra vores sidste ophold i USA (for 12 år siden)… Det var sidst på turen og vi (læs: de voksne) havde bestemt sig for, at vi ikke skulle bestille noget dyrt, fordi slanterne snart ikke rækkede længere… Jeg studerede nøje menu-kortet, kiggede op, og proklamerede tørt: “Jeg tror jeg ta’r en Denver-omelet.” Det var så lige en af de dyreste retter man kunne få og jeg fik den ikke… Men det har altid været en god lille anekdote at fortælle (mest for de gamle, jeg kan ikke selv lige huske det) så selvfølgelig skulle jeg nu have den dyrebare ret, jeg blev nægtet those 12 years ago…  Desværre var den ikke længere på menu-kortet, så jeg tog den største omelet på kortet som så var the ultimate…

Vi tog en tour af Memphis og det viste sig at det muligvis er verdens mest kedelige og grå by!!! Goddamn, en flække! Ikke en skid skete der, ingen neon-lys, ingen skyskrabere, ingen supermarkeder (!)… Vi tog til et ‘mall’ i downtown og halvdelen af butikkerne var gået nedenom og hjem og resten var godt på vej med deres 35% – 70% discount on everything skilte… Nå.

Lidt mere opløftende blev det da vi kom til Beale Street, en gade i stil med Jomfru Ane Gade, bare med kun bluesmusik. Her optrådte alle de gode gamle blues-musikere som BB King etc i tidernes morgen. Gaden var da også med en vis charme, hvis ikke det var fordi tre fjerdedele af den var spærret af, fordi filmselskabet ‘SOUL FILMZ’ var ved at optage der… “Nåda” tænkte vi og klukkede muntert over at vi nu skulle til at være med i en film…

Efter at have spist på et sted i Beale Street besluttede vi os for at gå ud på gaden og blive en del af det store crowd som var samlet og fik glosuppe… Folk hviskede og tiskede og vi vidste ikke helt om hvad, indtil en eller anden sagde at ‘Samuel L. Jackson vist nok var med’… Jaja, sikkert! Efter lidt venten skreg instruktøren ‘action’ og nogle skikkelser slentrede op af gaden med et kamera foran dem… Og fandme ja om det ikke var gode gamle Samuel, der kom gående godt pakket ind i en dynejakke!!!!!!!! Lidt bagefter ham kom Bernie Mac gående i et hvidt pimp jakkesæt! Omkring 10 meter væk stod vi og jeg følte en overrumplende lyst til at løbe hen og give ham hånden/skrige “I love you Samuel”/slå ham ned, for at se hvad der ville ske. Jeg blev dog stående i ærefrygt og kan nu fryde mig over at have set en Hollywood-legende i levende live…  Filmen hedder forresten “Soul Men” og har premiere i Oktober 2008 i USA (ifølge imdb.com).

Efter at have kigget lidt tog vi på en bar… Her skulle der vise sig at være noget lækkert amerikansk kørvl i form af en ung bartender, der viste rigeligt med mave og som havde gode former (dvs en anelse lovehandles, men det er nu også dem der er hottest ). Derudover var der også en lille rødhåret snack med krøller, der var sammen med sin veninde… RAWR!!! Jeg holdte mig dog i skindet og måtte nøjes med at drikke min Samuel Adams med de gamle ved min side… Bleh…

Sidste stop denne aften blev en anden bar, som var blevet kåret ‘best blue club in Beale Street of 2007′ og det forstod man godt. Atmosfæren var hyggelig (lidt a la West End, men uden røg og gamle sindssyge narkomaner…) og lækker blues musik med saxofon, trompet, trommer, klaver og en gammel neger med en sweet blues-stemme som forsanger! Word, nigga!

Derefter tilbage til hotellet for at lade op til dag 2 i Memphis, som jeg skriver om senere… Skal SOOOOOVE nu… Den er nu 06.41 i Danmark og 01.41 i Atlanta, så GOOD MORNING to you folks back home… Og good night, Atlanta

Yessir, så er the Tobemeister back on track! Bloggen fik lige en pause mens vi tog på en lille (hvis man kan kalde fem timers køretur hver vej for lille) udflugt til Tennessee. Internettet i good ole Tennessee var ikke helt på toppen, så jeg valgte at vente til vi kom tilbage til Atlanta. Her kommer en opdatering af dag 6.

Jeg blev vækket et kvarter før vi skulle afsted og godtfolket havde åbenbart forsøgt at kalde mig ud af min skønhedssøvn tidligere men uden held… Når Tornerose sover, så SOVER hun!!!!! Jeg sover som en sten/lille baby (take your pick) og falder oftest i søvn ligeså snart mit hoved rammer puden… Det har sine fordele (ingen søvnløse nætter over diverse hot topics, som fx daszimmer.wordpress.com), men også sine ulemper (som når man fx er vågnet af sig selv og skal møde på arbejde/på uni/køre fem timer om et kvarter…

Op kom jeg dog og fik vasket det meste af Ole Lukøjes pulver af min dvaske krop… Efter en køretur hvor jeg halvsov og hørte musik på iPod’en ankom vi til country-musikkens mekka, Nashville. Vi checkede ind på vores hotel, hvis indehaver skulle vise sig at være en underholdende fætter… Bl.a. bød han os velkommen til ‘this dangerous and violent neighbourhood’ og spurgte senere ‘if we would like a gun to go with our rooms?’… Okay, man skulle nok have været der, men det var nu meget morsomt for nogle små blege danskere som os…

Første stop på turistrouten var Country Music Hall of Fame. Det var standard. Ikke noget crazy wicked, men heller ikke dødkedeligt… Men nok mere gråt end farvestrålende… ANYWAYS, vi tog tilbage til hotellet og drak en Budweiser og før vi vidste af det, var det tid til at tage ud og spise for derefter at tage til ‘The Grand Ole Opry’, som er den country scene/auditorie hvor ALLE de store country stjerner har optrådt. Man er ikke en country stjerne før man har optrådt der. Basta.

I vores bestræbelser på at finde noget grub, fandt vi en Shoney’s som havde special offer på t-bone steak om tirsdagen fra kl 17… Vi kørte derind og fandt et bord og bestilte alle den føromtalte t-bone menu… Blot for at finde ud af at vi lige måtte vente lidt… For kl. var ikke 17.40 som vi troede, men derimod 16.40… Hello time difference!!! Godt de gider skilte med det, når man kører ind i en ny tidszone, doh! Pludselig fik vi 25 timer i døgnet (woot!).

Vores tjener var også en underholdende fætter, der fortalte en del finurlige historier om ham og hans liv… Med ægte Southern accent… Det lyder sgu wicked… Han var også den første til at indrømme, at han ikke vidste hvor Danmark ligger… Fair nok. De fleste vi har mødt indtil videre har bare sagt ‘oh, Denmark!’ som om de ved hvor det er… Yeah, right. De tror sgu allesammen det er hovedstaden i Sverige…!

Efter Shoney’s tog vi til The Grand Ole Opry, hvor vi først hentede vores billetter, derefter forsynede os i gift shoppen (dvs. jeg gjorde, og købte den sejeste lille gadget ), for til sidst at sætte os til rette i selveste salen (på 4. række). Så startede showet med en næsten fuld sal og det var da meget underholdende. Personligt er jeg ikke ligefrem nogen fan af genren, men de performede og sang ganske udmærket, så det må vel siges at være en succes – og sikkert meget mere for diehard fans… Det bedste var dog speakeren/confrontiénenenenen (yes, i dont know how to spell it)/presenteren som virkelig havde den sygeste radiostemme. Forestil jer ham der lægger stemme til trailers til film (parodieret af Pablo Francisco) og så godt som den stemme passede dertil, så godt passede denne herres til at være bindeled mellem de forskellige acts. Rock on!

Den bedste kunster var nok Ricky Skagz og hans band, som spillede ‘bluegrass, der åbenbart er en subgenre til country, hvor de bruger instrumenter som banjo, fiddle etc… damn, han kunne sgu spille på banjo Den bedste kvindelige performer sang også godt, men jeg var nu mest optaget af at savle over hendes meget hypnotiserende barm… Mmnnnn…. Nu skynder jeg mig lige at sige at hun var i starten af 30′erne, inden nogen får den forestilling, at hun var en gammel kælling…

Kort efter showets afslutning tog vi tilbage til hotellet og sov ud inden vi skulle køre til Memphis – home of Elvis Presley og genren blues.

Endnu en turistattraktion lå os for hånde på den femte dag på vores rejse. Georgia Aquarium var navnet og de brystede sig af, at være verdens største. Vi var dog skeptiske og mente at Oceanariet i Hirshals (eller hvad det nu hedder) muligvis var større.

Stedet havde stort set alt godt fra havet og man kunne snildt have lavet en spændende skaldyrssalat… Vi måtte dog nøjes med at knipse med vores kameraer af kræene. Det blev til flotte billeder af bl.a. alle de kulørte fisk fra ‘Find Nemo’, elektriske ål, afrikanske pingviner, beluga hvaler, store hajer (se foto), havskildpadder, japanske edderkoppe krabber (som man IKKE har lyst til at træde på, når man er på stranden føj for satan!!!), oddere, søløver, sødrager og søheste… Ja, sågar rejer. Og så kunne man på bedste Steve Irwin vis røre ved nogle rokker og hajer (de små af slagsen). Om det var rokker for bevidst at håne ham, skal jeg ikke kunne sige, men et interessant tiltag var det da…

Da det lakkede mod enden passerede vi gift shoppen og var ret stolte af os selv, da vi kom ud på den anden side uden at have købt noget… Selv ikke en t-shirt med en odder i trylletøj og briller med teksten “Harry Otter”…

For at fejre de dejlige dyr besluttede vi os for at købe laks til aften, som vi tilberedte på 16. etage i Midtown Plaza (min onkels lejlighed). Maden var købt i den imponerende forretning ‘Whole foods’, som havde stort set alt og en masse friske råvarer; bl.a. frugt, kød, fisk, færdiglavede retter man kunne blande, ost (selv en Rosenborg-ost fra Danmark havde sneget sig med – det siger lidt om det udvalg der fandtes), samt *indsæt trommehvirvel her* RUGBRØD! Det havde sneget sig ind i hjørnet på den allerøverste hylde… Tænk at amerikanerne overhovedet var klar over, at den kornsort fandtes!!!

I morgen forlader vi for en stund Atlanta og tager til Nashville, Tennessee for at lytte til noget country… Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke er fan af genren, men det bliver da en oplevelse! Until then, the Tobemeister bids you farewell!

Note to self: mangler at konsumere: sushi, pandekager med sirup, doughnuts fra enten Dunkin’ Doughnuts eller Krispy Kreme… Fuck, jeg ved der er mere vi skal huske at æde… I need to start taking more notes…

Dag 4 i Atlanta blev foruden turistattraktioner… I stedet stod dagen på POWERSHOPPING i Georgia’s største storcenter: Mall of Georgia. Der blev powershopped til den helt store guldmedalje, især af min søster…  Hun fik en iPhone, en masse tøj, en masse sko og en masse gaver til småfolket derhjemme…

Det første interessante for mit vedkommende var en butik ved navnet ‘Abercrombie and Fitch’, som sælger tøj til begge køn og er målrettet mod unge mennesker (aka mig)… Det besynderlige var, at der var store, sorte pertienner for vinduerne, de spillede ret høj musik og der rendte en ansat rundt og oversprøjtede al tøjet med en ‘Abercrombie and Fitch’ parfume… Deres teori er nok, at hvis alt tøjet lugter af parfumen, så køber de nok også den… Ja muligvis, men sgu da ikke hvis man kan lugte det i den anden ende af centret!!  Tøjet var nu lækkert nok og fik købt en polo t-shirt derinde.

Derudover købte jeg noget mere tøj og et par sko undervejs på vores lille shopping-safari. På vej ud af centret fik vi os ‘an ice cream of the future’! Dvs. små mini-mini-mini kugler af is i et bæger… Kiss my ass, vi vil sgu ha’ noget rigtig is!

Så kørte vi til en kæmpe elektronikbutik kaldet ‘Fry’s Electronics’ og det var stort… Meget stort. ‘Buymore’ gange otte måske. Og så havde de et NIZZLE plasma fladskærmstv på 65″ til ca. 20.000 kr…. Mums. Da jeg desværre ikke hedder Trump til efternavn blev det kun til en ekstern harddisk på 750 GB… Håber ikke de penge er spildt,  mine sidste to eksterne harddiske er gået i dammen inden for et år. Alt i alt kom jeg med cirka 500$, så det var en god dag… Nu mangler jeg bare cowboyhatten! Men det kan være jeg kan få den i Nashville – home of country! Den aflægger vi et visit tirsdag. Bring it on, Dolly!